Lige nu følses det som om, at jeg står ved en blind vej. Ofte før har det være en skillevej jeg har stået ved, men denne gang føler jeg mig helt lost. Humøret går ikke op og ned, som det plejer. Det hele står bare stille og føles så koldt. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg vil. De sidste 4-5 år har jeg ellers haft en ret klar forstilling og ønsker for mit liv, men lige nu føler jeg ikke passionen og glæden. Det kan godt være at det bare er en fase, eller også føler jeg mig bare for låst. Jeg har altid været en person der hadet at være låst! Låst i en uddannelse, arbejde, forhold mv. Nu elsker jeg at være låst i et forhold, men karriere mæssigt er jeg ikke sikker på at jeg kan lide at være så låst som jeg er lige nu.

Alle der kender mig ved, at jeg elsker mit job! Mit job gør mig glad, men bare ikke lige så glad som det har gjort. Jeg er lige kommet tilbage efter tre ugers ferie, hvor jeg ikke har skænket mit arbejde ret mange tanker, og sådan har det aldrig været før. De sidste to og et halvt år har mit arbejde fyldt meget mere i mine tanker, men nu slipper jeg en hver tanke når jeg træder ud af døren. Nogen vil nok mene at det er sundt at lægge arbejdet bag sig når man har fri, men for min føles det underligt, især når jeg er van til noget andet.

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg har denne følelse i min krop, af at være gået i stå.
Kan det være de socialemediers skyld? Har alle andre virkelig det helt perfekte liv, og så er der mig der føler at jeg gør alt hvad jeg kan, men ikke føler at det nogen siden bliver godt nok? Eller er det fordi jeg kun er 25 år, og jeg ikke er typen der kan blive i den samme tilværelse hele mit liv? Føler jeg at jeg er gået i stå, fordi udviklingen er gået i stå? Skal jeg finde min passion i fritiden, ved siden af mit vidunderlige arbejde? Eller skal jeg dyrke passionen som et arbejde? Skal jeg lade drømme være drømme, interesser være interesser, og være glad for det jeg har og gør?

Spørgsmålene er mange, og der er mange flere end blot disse. Måske handler mine følelser slet ikke om mit arbejde. Måske handler det om at jeg mangler at have noget som jeg virkelig bræder for, endnu mere end jeg brænder for mit arbejde. Noget der er så meget mig, at jeg kan blive helt høj og leve af det rus. Der er også andre tanker der der nærer mig i denne lille konflikt med mig selv. Ting og tanker som er så personlige, at der virklig skal tages mod til, at sige det højt.

Jeg har valgt, at jeg bliver nød til at finde mig selv, og min passion, og ikke presse andres idéer, forventninger og passion ned over hoved på mig. Jeg skal finde mig selv, og lytte til alle de følelser der må komme undervejes. Jeg er en føler, og det må jeg acceptere og brude det som en styrke, og være ligeglad med hvad andre mener om det.