Da jeg fødte ved akut kejsersnit, gik der lidt længere tid, før der begyndte at producere mælk. Det er i hvert fald jordmødernes teori. Jeg havde behov for at bruge suttebrikker, for at vores baby kunne få ordenligt fat, hvilket var lidt underligt for mig, da jeg virkelig havde bandlyst det, da jordmøderne til fødselsforberedelsen, havde frarådet det. Jeg accepterede det hurtigt, ligesom med så meget andet, at sådan var det bare. Efter et par døgn, blev brystpumpe også en nødvendighed, for at få sat gang i produktionen, og da vores datter havde tabt sig lidt rigeligt (det er nornalt at de taber sig det første døgn) fik hun modermælkserstatning, som supplement.

Fem dage efter fødselen, løb mælken til. Mine bryster blev kæmpe store, stenhårde og læggede. Det holdte dog kun to dage. Hvorfor det gik i sig selv igen, vides ikke. Teorien er mange. Det kan være fordi jeg stoppede med at pumpe, spiste og drak for lidt, min krop var stresset, men krop manglede jern (tabte 1400ml blod under fødslen), at baby havde svært ved at sutte eller noget helt andet.

Jeg ammede dog til min datter var en måned gammel, men da der kom meget minimalt mælk ud, og det blev en stressende oplevelse og min datter ofte blev frustreret, da hun jo var sulten, valgte jeg at stoppe med at amme. Jeg havde brugt mange dage på, at tage denne beslutning, da jeg rigtig gerne ville have det til at fungerer.

Efterfølgende har jeg fundet ud af, efter at have tænkt meget over den mislykkede amning, at det ikke var det ikke at kunne amme, som gjorde mig ked af det, men andres mening og syn på, at jeg ikke kan amme.

Amning er for mange, det eneste rigtige, og jeg tror på, at det er de færreste, som ikke ønsker at amme. Nogen tager valget om, at opgive amningen tidligt, og andre bruger blod, sved og tårer for at prøve, at få det til at fungerer. Jeg ser ikke ned på nogen af dem, for hvorfor skulle jeg eller andre for den sags skyld, dog gøre det? Det er jo ikke min/vores skyld, at kroppen ikke fungerer til at amme.

Der findes mange hjælpemidler i dag, og selvom modermælk helt sikker er bedst at fortrække, så er erstatning et fint alternativ. Vi lever i en tid, hvor vi kan så meget, og opbygge et godt imunforsvar og næring, uden modermælk.

Alle mødre er seje kvinder, og vi er (heldigvis) alle forskellige. Vi har hver vores kampe, om det er med os selv, vores børn eller samlever. Vi er alle unikke, og vi skal lade være med at sammenligne os med andre.

Jeg kan godt få lidt ondt i maven, når jeg hører om andres amning, som bare fungerer pisse godt. Men så har deres barn måske kolik, refluks eller andre problematikker, så hvad er der lige at være misundelig over? Alle har en kamp. Igen har et perfekt liv. Vi skal alle hvile i os selv og have det godt. Vi er gode nok, som vi er.

Jeg håbet, at jeg kan amme næste ved mit næste barn, og hvis ikke, så går det nok. Fordelen ved at give sit barn erstatninger er, at farmand samt andre, også kan give barnet mælk, lige så ofte som jeg kan. Da er dog primært mig der giver, da det jo er mig der er på barsel, men farmand gør det ofte om aftenen, hvis muligheden er der. Det giver også dem en god tilknytning, og min datter og hendes far, har et meget nært forhold til hinanden, og han kan stort set, alt det jeg kan, hvilket godt kan skyldes, at hun får flaske, og derved ikke kun hænger på mig, og finder trygheden hos mig. Det er en teori ikke fakta. Der er helt sikker mange børn der har et godt forhold til begge deres forældre, men jeg hører ofte, om børn der kun vil puttes, trøstes eller være hos deres mor. Der er fordele og ulemper ved alt. Og amning er på mange måder nemmere, men også på mange måder hårdere for moderen.

Det er en underlig fornemmelse, at gå rundt med en hemmelighed så stor og relevant for min fremtid, som ikke må afsløres endnu. Der sker rigtig mange ting lige nu, og det er meget uvirkeligt. Det bliver dejligt men også underligt og strammende, den dag hvor det hele kan offentliggøres.

Reaktionerne der må komme, er de mest skræmmende. Vil folk blive glade, sure, kede af det eller være uforstående for mine valg. Det er dumt at tænke for meget over andre reaktion, det ved jeg godt, men det er svært ikke at tænke på.

Jeg har været så meget i tvivl over hvilke valg jeg skulle tage, og hvad jeg selv følte, og hvor jeg så mig selv henne. Skal jeg ikke bare være glad og lykkelig, eller er tvivlen og frygten nogen gange okay at have med sig. Det handler jo mest af alt om mig, og så alligevel ikke. Lige nu føler jeg mig ret alene, selvom jeg heldigvis ikke er den eneste der kender til mit valg, så er det mit valg, og det føler jeg mig alene i.

Alt skal nok blive godt, føles godt og modtages godt. Det er i hver fald det jeg prøver at sige til mig selv. Vi er skabt til at blive udfordret og udfordre verdenen, så der er vel ikke andet for, end at springe ud i det, og hvis jeg lander på maven, så forsvinder smerten heldigvis hurtigt.

• Camilla Angel.
  

Lige nu følses det som om, at jeg står ved en blind vej. Ofte før har det være en skillevej jeg har stået ved, men denne gang føler jeg mig helt lost. Humøret går ikke op og ned, som det plejer. Det hele står bare stille og føles så koldt. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg vil. De sidste 4-5 år har jeg ellers haft en ret klar forstilling og ønsker for mit liv, men lige nu føler jeg ikke passionen og glæden. Det kan godt være at det bare er en fase, eller også føler jeg mig bare for låst. Jeg har altid været en person der hadet at være låst! Låst i en uddannelse, arbejde, forhold mv. Nu elsker jeg at være låst i et forhold, men karriere mæssigt er jeg ikke sikker på at jeg kan lide at være så låst som jeg er lige nu.

Alle der kender mig ved, at jeg elsker mit job! Mit job gør mig glad, men bare ikke lige så glad som det har gjort. Jeg er lige kommet tilbage efter tre ugers ferie, hvor jeg ikke har skænket mit arbejde ret mange tanker, og sådan har det aldrig været før. De sidste to og et halvt år har mit arbejde fyldt meget mere i mine tanker, men nu slipper jeg en hver tanke når jeg træder ud af døren. Nogen vil nok mene at det er sundt at lægge arbejdet bag sig når man har fri, men for min føles det underligt, især når jeg er van til noget andet.

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg har denne følelse i min krop, af at være gået i stå.
Kan det være de socialemediers skyld? Har alle andre virkelig det helt perfekte liv, og så er der mig der føler at jeg gør alt hvad jeg kan, men ikke føler at det nogen siden bliver godt nok? Eller er det fordi jeg kun er 25 år, og jeg ikke er typen der kan blive i den samme tilværelse hele mit liv? Føler jeg at jeg er gået i stå, fordi udviklingen er gået i stå? Skal jeg finde min passion i fritiden, ved siden af mit vidunderlige arbejde? Eller skal jeg dyrke passionen som et arbejde? Skal jeg lade drømme være drømme, interesser være interesser, og være glad for det jeg har og gør?

Spørgsmålene er mange, og der er mange flere end blot disse. Måske handler mine følelser slet ikke om mit arbejde. Måske handler det om at jeg mangler at have noget som jeg virkelig bræder for, endnu mere end jeg brænder for mit arbejde. Noget der er så meget mig, at jeg kan blive helt høj og leve af det rus. Der er også andre tanker der der nærer mig i denne lille konflikt med mig selv. Ting og tanker som er så personlige, at der virklig skal tages mod til, at sige det højt.

Jeg har valgt, at jeg bliver nød til at finde mig selv, og min passion, og ikke presse andres idéer, forventninger og passion ned over hoved på mig. Jeg skal finde mig selv, og lytte til alle de følelser der må komme undervejes. Jeg er en føler, og det må jeg acceptere og brude det som en styrke, og være ligeglad med hvad andre mener om det.