Bum di dum – bum bum
Dine små spark og slag er den mest fantastiske følelse! Selvom de af og til kan være ubehagelige, så findes der ikke noget større og mere livsbekræftende at mærke dine bevægelser. Jeg har kunne mærke dine spark og rumsteren siden uge 18, og jeg vil helt klart savne følelsen når du ikke længere ligger i min mave. Jordmoderen siger at der burde være et mønster i dine bevægelser, og det er der på sin vis også. Du bevæger dig når jeg slapper af, når jeg spiser og når jeg holder mine hænder længe nok på maven. Du finder min hånd, og det er så smukt. Du viser mig allerede at du er din helt egen, og at du og jeg har et særligt bånd sammen. Jeg kan ikke vente til at møde dig. Jeg glæder mig til at se dine smukke øjne og holde din lille krop i mine arme. Jeg tænker ofte på hvem du ligner, eller om du bare er den perfkte sammenblanding af din far og jeg. Din far frygter at du ligner ham, fordi du er en pige, men er sikker på at du er den smukkeste pige lige meget hvile gener du har. Du gror inde i min mave hver dag, og har groet dig fast til mit hjerte for al evighed. Jeg elsker dig, min lille pige.
Først havde jeg fravalgt at skulle til fødselsforberedelse, for da jordmoderen fortalte om det, lød det ret unødvendigt og ubrugeligt. Hospitalet har sine egne fødselsforbredelser, som er nogle fordrag, og hvis man vil have forberedelse hvor man lærer øvelser og teknikker, er det noget man selv skal opsøge andre steder.
Personligt er jeg en person, som mest af alt bare tager alting som de kommer, hvilket måske både er en god og en dårlig ting. Jeg er på ingen måder bange for fødselsen, og ved at der er dygtige og professionelle mennesker omkring mig, og at ufattelig mange kvinder har født før mig, så hvorfor skulle jeg så ikke også klare det.
Anden gang jeg var til jordmoderen blev fødselsforberedelse dog nævnt igen, og hun anbefalede virkelig, at jeg tog til dem, for hendes oplevelse er, at dem der har været til forberedelse, klarede fødslen bedre samt havde mere styr på fødselsnes faser. Jeg tog derfor den beslutning, at jeg ville tage til disse fødsesfordrag alligevel, og sammen med min kæreste, når vi kom hjem fra vores ferie i Italien.
Mange synes at det er ligt sent i graviditeten at tage til fødselsforberedelse, men da jeg endnu ikke har født, synes jeg faktisk at tidspunktet er helt perfekt. Jeg var 34+5 da jeg var til mit første fordrag, og selvom de anbefaler det begynde omkring uge 25-28, så tror jeg, at jeg vil kunne huske en del mere, nu tætter på fødselen jeg får informationerne.
Jeg frygtede lidt, at det ville blive et lillebitte hold der kom, og at jeg var den eneste der var så langt henne, men mine bekymringer blev hurtigt skudt ned. Da jeg ankom til hospitalet, tænkte jeg, at det var en god idé lige at få tisset af, inden fordraget som havde en varighed på to timer. I køen til toilettet stod otte andre gravide kvinder med samme idé. Da vi kom ind i auditoriet hvor fordraget blev afholdt, var der simpelthen så mange gravide kvinder og deres bedre halvdel, at jeg var helt i chok. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, forstillet mig så mange gravide kvinder på samme sted. Mine tanker slog straks over på, at jeg ikke håbede at alle de kvinder skulle føde samtidig med mig, ikke en gang en lille brøkdel af de kvinder skulle føde samtidig med mig, for hospitalet har kun otte fødestuer. Frygten for, at der ikke var en stue til mig, når jeg skulle føde, bredte sig i min krop, og vil nok være den største frygt jeg vil have op til fødselen.
Det første fordrag gik ud på, at få et billede af hvad en graviditet er, og hvad der sker med ens krop, når man er gravid. Her kunne jeg godt se, at det var lidt sent i graviditeten at komme til fødselsforberedelse, da alt hvad de nævnte jo allerede var noget jeg havde gennemgået. Jeg var dog langt fra den eneste med denne tanke, da langt de fleste i rummet, var meget langt henne i deres graviditet. Ellers blev der fortalt om fødselsens faser, og hvornår man skulle kontakte fødeafdelingen og hvor den ligger. Der var i mine øjne, ikke meget brugbar information under dette fordrag, eller i hver fald ikke meget information jeg ikke allerede havde fået fra egen jordmoder. Fødslens første fase var dog meget informativt og brugbart, og det overraskede mig, hvor meget af fødslen der faktisk forgår hjemme, før man skal på hospitalet, men denne information kunne egen jordmoder lige så godt have fortalt, i stedet for, at skulle bruge to timer af sin tid på dette.
På trods af denne oplevelse af hospitalets fødseksforberedelse, tog jeg dog en beslutning om, at deltage i alle de tre fordrag der er planlagt, i håb om, at de resterende er mere informative og brugebare.
Gravid om sommeren, var nok noget af det eneste der skræmte mig, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, og det er også noget mange har kommenteret samt fortalt forfærdelige historier om igennem min graviditet. Jeg har aldrig været ret god til varme, da jeg hurtigt får det ekstremt varmt. Igennem min graviditet har jeg derfor ikke mærket en forskel.
Jeg frygtede dog, at denne sommer ville blive lige så varm som sidste år, og at jeg ville få det helt forfærteligt i min krop, og ikke ville kunne andet end at være indenfor. Frygten holdte mig dog ikke tilbage, for at tage på ferie i Italien. Min ferie startede komisk nok, lige da hedebølgen kom over europa, og på anden dagen var temperaturen oppe på 38 grader.
Nu begyndt at blive hårdt, at være gravid i sommervarmen. Det var ikke kun varmen i sig selv, som af og til var ulidelig, for det var den også for alle andre end kun mig, men det var hvordan min gravide krop reagerede på varmen.
Det føltes som om, at alt vand i min krop var løbet ned i benene og fødderne. Når jeg havde siddet ned i set stykke tid, var mine lægge fuldstændig spændte og gjorde ret ondt. Fra hver dag der gik, blev mine ben, ankler og fødder mere og mere plaget. Mine ankler lignede, at de hverisær havde slugt en tennisbold, og mine ben lignede at de var sekundter for at springe. Det eneste der hjalp var at gå, og en aftenen lavede jeg venepumpøvelser og forsøgte at holde mine ben oppe, når jeg lå ned.
Da jeg kom hjem igen fra min ferie, gik væsken i mine fødder og ankler hurtigt væk, og det føltes helt underligt fordi jeg havde gået med det i 12 dage, men det var samtidig utroligt dejligt, at kunne sidde og gå rundt uden smerte.
Nu er varmen kommet over det danske land igen, og mine fødder er atter begyndt at hæve, men slet ikke i samme grad som da jeg var på ferie. Nætterne er ulidelig varme, og vores soveværelse er et rigtig dumt sted i vores lejlighed, så det er rigtig svært at få ordenlig gennemtræk når vi skal sove. Heldigvis har vi investeret i en ventilator, så vi kan få sovet lidt. Nogle nætter har jeg dog været nødsaget til, at ligge mig ind på sofaen og sove, for der er en del køligere.
Lige nu frygter jeg bare for varmen, når den lille kommer til verden, men den tid – den udfordring.
Og for min skyld, behøver jeg ikke flere dage der er over 25 grader.
