Barsel #2 – Når amningen ikke fungerer

Da jeg fødte ved akut kejsersnit, gik der lidt længere tid, før der begyndte at producere mælk. Det er i hvert fald jordmødernes teori. Jeg havde behov for at bruge suttebrikker, for at vores baby kunne få ordenligt fat, hvilket var lidt underligt for mig, da jeg virkelig havde bandlyst det, da jordmøderne til fødselsforberedelsen, havde frarådet det. Jeg accepterede det hurtigt, ligesom med så meget andet, at sådan var det bare. Efter et par døgn, blev brystpumpe også en nødvendighed, for at få sat gang i produktionen, og da vores datter havde tabt sig lidt rigeligt (det er nornalt at de taber sig det første døgn) fik hun modermælkserstatning, som supplement.

Fem dage efter fødselen, løb mælken til. Mine bryster blev kæmpe store, stenhårde og læggede. Det holdte dog kun to dage. Hvorfor det gik i sig selv igen, vides ikke. Teorien er mange. Det kan være fordi jeg stoppede med at pumpe, spiste og drak for lidt, min krop var stresset, men krop manglede jern (tabte 1400ml blod under fødslen), at baby havde svært ved at sutte eller noget helt andet.

Jeg ammede dog til min datter var en måned gammel, men da der kom meget minimalt mælk ud, og det blev en stressende oplevelse og min datter ofte blev frustreret, da hun jo var sulten, valgte jeg at stoppe med at amme. Jeg havde brugt mange dage på, at tage denne beslutning, da jeg rigtig gerne ville have det til at fungerer.

Efterfølgende har jeg fundet ud af, efter at have tænkt meget over den mislykkede amning, at det ikke var det ikke at kunne amme, som gjorde mig ked af det, men andres mening og syn på, at jeg ikke kan amme.

Amning er for mange, det eneste rigtige, og jeg tror på, at det er de færreste, som ikke ønsker at amme. Nogen tager valget om, at opgive amningen tidligt, og andre bruger blod, sved og tårer for at prøve, at få det til at fungerer. Jeg ser ikke ned på nogen af dem, for hvorfor skulle jeg eller andre for den sags skyld, dog gøre det? Det er jo ikke min/vores skyld, at kroppen ikke fungerer til at amme.

Der findes mange hjælpemidler i dag, og selvom modermælk helt sikker er bedst at fortrække, så er erstatning et fint alternativ. Vi lever i en tid, hvor vi kan så meget, og opbygge et godt imunforsvar og næring, uden modermælk.

Alle mødre er seje kvinder, og vi er (heldigvis) alle forskellige. Vi har hver vores kampe, om det er med os selv, vores børn eller samlever. Vi er alle unikke, og vi skal lade være med at sammenligne os med andre.

Jeg kan godt få lidt ondt i maven, når jeg hører om andres amning, som bare fungerer pisse godt. Men så har deres barn måske kolik, refluks eller andre problematikker, så hvad er der lige at være misundelig over? Alle har en kamp. Igen har et perfekt liv. Vi skal alle hvile i os selv og have det godt. Vi er gode nok, som vi er.

Jeg håbet, at jeg kan amme næste ved mit næste barn, og hvis ikke, så går det nok. Fordelen ved at give sit barn erstatninger er, at farmand samt andre, også kan give barnet mælk, lige så ofte som jeg kan. Da er dog primært mig der giver, da det jo er mig der er på barsel, men farmand gør det ofte om aftenen, hvis muligheden er der. Det giver også dem en god tilknytning, og min datter og hendes far, har et meget nært forhold til hinanden, og han kan stort set, alt det jeg kan, hvilket godt kan skyldes, at hun får flaske, og derved ikke kun hænger på mig, og finder trygheden hos mig. Det er en teori ikke fakta. Der er helt sikker mange børn der har et godt forhold til begge deres forældre, men jeg hører ofte, om børn der kun vil puttes, trøstes eller være hos deres mor. Der er fordele og ulemper ved alt. Og amning er på mange måder nemmere, men også på mange måder hårdere for moderen.