Det er jo ikke nogen hemmelighed for nogen, at verden lige nu er i krise. Talene af personer der bliver testet positive, for coronavirus, stiger hver dag, og desværre, gør døds tallet det samme. Verden er ved at lukke ned, og vi takler alle situationen forskelligt. Nogen tager det stille og roligt, og lever mere eller mindre som de plejer. De kommer ud bland andre mennesker, går på café, kysser og krammer, og handler dagligt ind. Andre bliver hjemme, og ser evt. den nærmeste familie.

Da udmeldingen om, at Danmark lukkede ned, var der som mange ved, en masse der valgte at hamstre i supermarkederne. En reaktion jeg faktisk godt kan forstå. Overlevelse instinktet blev sat igang, samtidig med frygten og magtesløshedden. Folk var så bange for, ikke at have mad nok, at de trodsede en hver anbefaling fra Sundhedsstyrelsen og regeringen. Der er mange problemer i denne sag, hvilket mange nybagte forældre fik at føle. Det var nemlig ikke kun madvarer og toiletpapir der blev hamstret, men også modermælkserstatning og babymad. Nogle havde hamstret så meget modermælkserstatning, at lageret blev tømt i nogle forretninger, så mange familier ikke kunne få modermælkserstatning til deres babyer.

Personlig var jeg også nede, og købe modermælkserstatning, dagen efter udmeldingen om lock down. Jeg var fuldstændig ligeglad med mad til mig selv, bare jeg havde mælk til min datter. Jeg købte derfor tre pakker, selvom jeg i forvejen havde tre pakker stående. Jeg køber normalt tre pakke af gangen, men plejer dog først at købe nye pakker ind, når mit lager er ved at være tomt. En kvinde valgte, at ligge et billede ud på sin instagram, at hun havde købt et kæmpe lager ind, at modermælkserstatning, hvilket ikke faldt i god jord, hos en masse mødre, hvilket jeg nu godt kan forstå. Personligt synes jeg det var forkert, at mange valgte, at udstille denne kvinde, som et dårligt og egoistisk menneske. Jeg holder ikke med nogen af dem, men jeg kan nu godt forstå, at kvinden går lidt i panik, og købte en masse mad ind, til sit barn. Vi ved ikke hvad fremtiden bringer, og om vi skal blive hjemme, i meget lang tid. Hvis man har en baby, som udelukkende lever af modermælkserstatning, så skal der en del til. Jeg tror og håber heller ikke, at kvinden fortryder, at hun har købt et lager ind, men tror, at hun fortryder, at hun delte det med resten af verdenen.
Jeg kan godt forstå, at mange mødre er sure der ude, især dem, der ikke har kunne få mad til deres børn. Hele Danmark er heldigvis ikke lukket ned (endnu), så der er forhåbentlig stadig mulighed for, at finde modermælkserstatning der ude. I Ballerup hvor jeg bor, er hylderne i hver fald fortsat fyldte, og det gælder alle mærker af.

Det er en hård til vi alle går igennem lige nu, og der skal være plads til os alle. Vi skal stå sammen, og ikke række hinanden ned. Vi alle reagerer forskelligt i en presset situation, og vi vil alle bare gøre det bedste for vores familier, hvilket jeg ikke synes er egoistisk. Jeg bliver varm om hjertet, når jeg læser rundt omkring, om alle dem der hjælper hinanden. Nogen sælger ud af deres modermælkserstatning eller formindler hvor det kan købes hænde. Nogle er så storsidnede, at købe ind for de syge og ældre, og det varmer virkelig. Vi skal hjælpe hinanden der hvor vi kan. Vi skal blive hjemme så meget som muligt, og sætte vores verden lidt på pause. Jeg er vild med udtrykket “Vi skal stå sammen, hver for sig”.

Vi ses på den anden side. Kram jeres mænd, koner og børn ekstra meger i denne tid, og vent med, at kramme alle andre. Til dem hvor begge forældre skal være hjemme med deres børn, nyd det, det vil jeg i hvert fald gøre.

Vaccinationer er som så meget andet, når det handler om børn, et stort diskutions emne. Der er både nogle der er imod vaccinationer, men de fleste er for dem. Jeg er en af dem der er for vaccinationer, hvorfor? Ja det er et godt spørgsmål. Min teori er, at vaccinationerne kan rede mit barn, eller det er i hvert fald det jeg tror på. Der er sygsomme hun skal igennem, en masse hun (forhåbentlig) aldrig kommer igennem, og dem man kan forbygge imod. Så for min datters og andres skyld, har vi valgt, at hun skal vaccineres, og hvad andre gør, det må de helt selv om.

Min datter er 5,5 månder nu, og har lige fået sin 5 måneders vacciner. De får to vacciner af gangen, og bliver stukket i hvert lår. Den ene vaccine skulle eftersigende svig lidt mere end den anden, og derfor gives den sidste. Hun græd lidt da hun blev stukket, men ellers klarede hun det SÅ flot. Da vi rejste os op, smilede hun endda til sygeplejesken, og der var intet pyller efterfølgende.
Ved hendes 3 måneders vaccination, var hun ret pylleret efter vaccinen, og jeg måtte bestemt ikke ligge hende ned i hendes barnevogn, og måtte gå rundt med hende ude i venteværelset, ind til der var gået de 10 minutter, som sygeplejesken bad os om at blive, for at se, om der var nogen reaktion på vaccinen. Det var der heldigvis ikke, og heller ikke i løbet af dagen eller de følgende dage. For nogen kommer reaktionen først senere på dagen eller dagen efter, hvis den kommer. Nogen bliver hævede der hvor der er blevet stukket, hvilket er helt normalt, bare det ikke bliver ved med at være hævet, i mere end et par dage. Nogle får feber, helt op til 39,9. Hvis dette er tilfældet, skal man kontakte lægen/vagtlægen. Det anbefales ikke at give så små børn panodil junior, så man skal have det godkendt af sin læge først. Vi har dog en flaske på lager, hvis tilfældet skulle være, at vi får behov for der. Vi vil dog ALDRIG give vores datter nogen former for medicin, uden lægens godkendelse, ved det enkelte sygdomsforløb. Mange søger råd i terminsgrupper på FB, men lige i dette tilfælde, vil jeg til hver en tid, spørge egen læge/ vagtlægen, selvom andre har fået det godkendt af deres læge.

Inden hun skulle vaccineres, var hun til et lille læge tjek. Der blev lyttet til hjerte og lunger, kigget lidt på hendes hud (hun har børneeksem), trykket lidt hist og her, og ellers bare tjekket for, om alt var som det skulle være. Hun blev også målt i længden og rundt om hoved, samt vejet. Lægen kiggede på hendes vægt og længde kurve på sin computer, og fortalte, at min datter havde lavet et ordenligt sprig, men at det var fint nok. Dette vidste jeg dog godt i forvejen, da sundhedsplejesken havde konsdateret det samme, for en månedstid siden. Min datter havde nenlig problener med vægten, de først par måneder af sit liv, og var faktisk under normalen, og vi havde derfor hyppige besøg af sundhedsplejesken, samt fået tilbud om, at få vejet hende ved 3 måneders vaccinationen, hvis vi var bekymrede for hendes vægt. Hun er kommet godt efter det siden, og selvom jeg nu ikke synes hun er fed, kunne det godt lyde på lægen som om, at det lige var på grænsen til, hvor meget hun måtte tage på. Vi giver vores barn det hun har behov for, og vi er først lige begyndt på grød og mos, så det er alene modermælkserstatning, som hun er blevet “fedet op med”.

Jeg er glad og stolt over min dejlige, glade og dygtige pige. Nu krydser vi bare fingre for, at hun ikke får nogen reaktion af vaccinen, og at det kommer til at gå, lige så fint som sidste gang. Næste vaccine skal hun have, når hun er et år, så der er god tid til. Denne gang skal jeg forsøge, at bestille tid, til god tid, da jeg er typen der ofte glemmer sådan noget, og derfor får en tid et par uger senere, end hun burde (hvilket der ikke sker noget ved).

Vi er faktisk blevet kontaktet omkring, om vi ønskede, at deltage i et eksperiment, hvor man får et års vaccinen allerede når de er 6 måneder, for at se om dette havde en god effekt. Jeg overvejede det kort, men synes ikke, at mit barn skal være en forsøgskanin. Jeg går ikke ud fra, at de ville gøre det, hvis det var farligt, men jeg tør ikke, når man ikke ved, om det kan have nogle konsekvenser. Vi er også blevet spurgt om, at deltage i andre mere harmløse eksperimenter, som vi dog også har takket nej til. Kender andre der har takket ja, og det er også helt fint. Sådan er det jo med eksperimenter, der er (heldigvis) ofte nogen, som takker ja, hvilket er godt, for vores videre forskning. Hvis ingen takkede ja, ville vi muligvis aldrig kunne udvikle vaccinationsprogrammer, viden om børns udvikling og børnepsykologi samt meget andet, som ikke nødvendigvis, har med børn at gøre. Jeg takker personligt for, at andre tør, at sige ja, og hvem ved, måske siger vi selv ja til noget en dag.

Natten før først babysvømningstime, var stort set søvnløs, ikke grundet en grædende baby, hun sov trygt og godt til 7.30. Heller ikke pga. en snorkende kæreste, han talte dog i søvne. Hehe. Tror jeg var spændt på, at skulle til babysvømning for første gang, så tankerne overtog alt.

Dagen inden vi skulle til babysvømning, fandt jeg ud af, at de badebukser jeg havde købt, var for små til vores datter. Vi ledte derfor i en masse butikker efter nogle større badebukser, men de havde enten udsold af badetøj, eller ikke nogen i hendes størrelse. Vi blev anbefalet, at ringe til svømmehallen, for at hører om man kan købe dem hos dem. Jeg ringede, men de havde dem desværre ikke, eller måske havde de, jeg var lidt i tvivl, om den unge gut i røret og jeg, talte forbi hinanden.

Efter den lange eftersøgning, fandt vi nogle i Frederiksberg svømmehal. Det var dog ikke nogle magen til dem, som jeg havde købt i første omgang, hvilket jeg var lidt ked af, da jeg var ret vild med de andre. Ved godt det er fuldstændig ligemeget, men syntes det var lidt øv!

Nattens tanker gik på, kan hun nu passe disse badebukser, eller er de også for små. Hvordan skal jeg have mælk med til hende, kogt vand og pulver eller en brik (hun får mme). Tanker om min mor krop, og at jeg er nødsaget til, at bruge min graviditets badedragt, som jeg ikke føler mig tilpas i, da jeg jo ikke længere er gravid. Det er også den tid på måneden, så hvordan håndterer jeg lige det. Er der noget jeg har glemt at pakke, eller er der noget man skal have med, uden jeg har kendskab til det.

Jeg har altid været en der overtænker, og de fleste ting er jo fuldstændig ligegyldige. Jeg slapper normalt meget af, i min rolle som mor, men her følte jeg mig virkelig på udebane, og det gik så ud over min nattesøvn.

Svømningen gik rigtig fint. Der er dog nogle ting min datter ikke kunne, da hun ikke var stærk nok, og andre ting jeg ikke kunne, da jeg har en skade i den ene hånd, samt at jeg er ret lav, og bassinet er dybt til mig. Det var grænseoverskridende men sjovt, at baby skulld dykke, men hun klarede det så fint. Det gik ikke godt bagefter. Jeg havde taget en brik med er statning med, som var blevet kold, og det vil min datter bestemt ikke drikke. Måtte skynde mig, at bade og smutte hjem. Hub fald heldihvis i søvn, med det samme hun ramte barnevognen, og sov en god lang lur. Hun vågnede glad, som hun altid gør, og så fik hun sin varme mælk.

De efterfølgende gange er gået rigtig fint, og jeg har lært at mine fejl, og taget koget vand og pulver med til hende.

Dette indlæg kommer til, at gøre ondt i mit hjerte at skrive. Tårene skal virkelig holdes tilbage, for dette emne, er nok det sværreste nogensinde.

For 10 år siden fik min mor en hjerneblødning, og lå længe i koma. Hun var ikke den samme, og udfordringerne var mange. Et par på senere, skete det igen, og alting blev endnu værre. Hun bor derfor på et omsorgscenter, men har et fantastisk godt humør, charmer sig ind på alle, og jeg elsker hende højere end nogen sinde. Det er dog rigtig svært ikke at kunne bede hende om hjælp, her efter jeg har fået et barn. Hun kan fortælle om dengang jeg var lille, men det er ikke den store hjælp.

Hun kan ikke lige komme forbi, og besøge os. Hun kan ikke holde min datter, grundet motoriske udfordringer. Hun kan ikke blive og overnatte, skifte en ble eller gå på shopping med os. Det gør så ondt i mit hjerte, at se andre kvinder med deres mødre. Jeg har heldigvis verdens bedste svigermor, og hun er der altid for os, hvilket jeg virkelig er taknemlig for, men det er bare ikke det samme, som hvis det var min egen mor.

Jeg har accepteret min mors sygdom, for mange år siden, og lært at leve med det, da jeg jo ikke kan lave om på det. Det er først her, hvor jeg er blevet mor, at alle følelserne kommer op igen, og med 100 km/t. Det føles så ensomt, at gå rundt med denne følelse. Lige meget hvor mange andre mennesker der er, til at hjælp og være der for os, så er det ikke min mor. En mors rolle er helt speciel og jeg magler og savner min mor, på trods af, at hun er i live, og at jeg altid bare kan ringe til hende, eller besøge hende.

Jeg mangler hende hver evig eneste dag, til alt mellem himmel og jord. Jeg savner den passioneret og stærke kvinde, min mor var, før sin sygdom. Jeg husker ikke ret meget om min mor, før hun blev syg. Der er SÅ mange ting jeg på en måde har fortrængt. Min søster kan fortælle mig så meget, men jeg huske blot så lidt, selvom jeg var 17 år, da det skete.

Jeg føler at jeg svigter hende. Jeg har jo næsten alt den tid i verdnen, til at besøge hende, men det er bare ret omstændigt, med en lille baby. Selvom jeg har et nemt barn, så kan hun jo lige pludselig skrige af sult, og der kan min mor ikke hjælpe, for hun kan ikke holde hende og trøste hende, imens jeg laver en flaske til hende. Jeg burde tage mig sammen, og få besøg hende noget oftere. Det tror jeg faktisk, skal være et af mine nytårsforsætter. Det er lidt sent at lave sådan et, men ser ikke noget i vejen for, at lave dem i løbet af året. Tror jeg ville få mere ro i maven, overskud og glæde ved, at se hende noget oftere.

Fødselsberetning om en fødsel der på ingen måder gik som planlagt, men under omstændighederne gik godt.

Onsdag d. 4/9 kl. 10.15 skulle baby og jeg undersøges på Herlev hospital, med planer om igangsættelse med angustapiller, da jeg var 41+5.

Jeg var en halv til en hel centimter åben, og babys hjerterytme en smule for høj. Der blev målt på hjertet i en time, uden forbedringer, så vi blev sendt på fødemodtagelsen. Der lå jeg yderligere en time, uden ændring men med begyndende veer og blev derfor indlagt på fødegangen. Der mente jordmoderen dog, at det så fint ud på trods af, at kurven stadig var for høj.

Lægen vurderede at vandet skulle tages. Fostervandet var grønt, hvilket var fint for den ene jordmoder, men ikke så godt mente en anden, da det kan været et tegn på, et stresset baby. Kort tid efter begyndte veerne at tage til. Jeg startede med at få lattergas og senere ebleduralblorkade, hvilket jeg var rigtig glad for, og fik to ekstra skud medicin i løbet af fødslen da efter en lang periode uden smerter, kom ve smerterne tilbage.

Min drøm var smertelindring samt fødsel i vand, men da både baby og jeg skulle have elektroder på, blev dette ikke aktuelt. Kl. 17 havde jeg åbnet mig 2,5-3 centimeter og der var ingen fremgang ved tjekket kl. 22. Babys hjerterytme blev endnu dårligere, og der var frygt for, at hun var stresset.

Pludselig skulle det hele gå ret hurtigt, og jeg skulle have akutkejsersnit. Der kom fire personer ind og hilste på mig, og lægen forklarede hvad der skulle ske. Jeg blev lidt ked af det, og frygten for ikke at blive smertelindret nok, bredte sig.

Jeg blev kørt ind på operationsstuen, hvor der var en masse forskellige læger og sygeplejersker. Jeg fik en masse medicin, og den største dosis af smertestillende, da jeg ikke synes jeg var nok smertedækket ved deres lille test med en pindsæt på mit maveskind.

Derfra gik der meget hurtigt, og så var hun ude, kl. 01.32 d. 5/9. Hun blev suget, målt og vejet sammen med farmand, imens jeg blev lappet sammen. Jeg fik set og holdt hende kort derefter, men blev dårlig og skulle kaste op. Jeg så hverken hende eller farmand igen før omkring kl. 04.30. Jeg havde ingen tidsfornemmelse overhoved, da jeg sov under meget af sammenlapningen af min mave.

Vi skulle være indlagt i to døgn, da personalet gerne vil have, at man har fået ordenligt gang i tarmene, efter operationen, og at man gerneralt har det godt, og kan gå mv. Vi har dog indlagt i fem døgn. Ikke grundet mig, men fordi min datter tabte sig 10% af sin fødselsvægt det første døgn, og yderligere 2-3% det andet døgn. 10% er grænsen, og forholdsvis normalt. Babyer har oftest alt hvad de har brug for, til det første døgn.

Vi havde problemer med amningen, og mælken var overhoved ikke var løbet til, og derfor fik min datter jo ingen nærring. Vi skulle supplerer med modermælkserstatning, amme og pumpe, for at fremme mælkeproduktionen.

Jeg følte mig virkelig som en malkeko, og det meste af tiden gik på, at give mit barn mad, da hun skulle have mad hver 3. time. Heldigvis kunne farmand give erstatningen, imens jeg pumpede, og han var generalt en kæmpe hjælp.

De først par døg efter fødslen, kunne jeg næsten ikke gå, så var meget sengeliggende, hvilket gjorde, at farmand stod for at pusle baby, og hente mad til mig og hende, vaske brystpumpe mv. Han var også god til, at ligge hud mod hud med vores baby, så jeg kunne få slappet lidt af/ sovet alene. Det er faktisk ret hårdt, at have en baby op af sig, eller på sig hele tiden, især når man ikke er helt på toppen, og amnining og pumpning er en stor del af ens hverdag. Og heldigvis elskede han, at putte med vores baby.

Herlev hospital har det mest fantastiske personale, og jeg har virkelig følt mig tryg under min fødsel og også på barselsgangen. Der var kun én jordmoder, vi ikke rigtig kunne med, men ellers var alle rigtig søde og dygtige, og var der for os. Det er mærkeligt og hårdt, at være nybagte forældre, og der er SÅ meget man skal lærer, og det er svært, at være i hænderne på mange forskellige mennesker, som ikke altid er 100% enige. Jeg stolede dog 100% på fagpersonalet, og lod dem fører og hjælpe os gennem det hele.

Jeg er på ingen måder afskræket på en graviditet og fødsel mere, og glæder mig faktisk, til den tid forhåbentlig kommer.